På fredag d.23/9 får Københavns domkirke med sit tilbagevendende natkirkekoncept God Goes Deep, besøg af lydkunstner og jazzmusiker Tao Højgaard, der under sit alterego Mute State, vil fylde kirkerummet med andenverdslig vellyd.
Med samplede stemmer og virtuost guitarspil som de eneste lydkilder, skaber Mute State lydkollager og non-lineær elektronisk musik. Alt bliver skabt på stedet, uden brug af computere eller forhåndsproduktioner, men derimod med en rig palet af guitarpedaler, der bliver akkurat ligeså håndspillede som guitaren selv. Støvede lydflader, knitrende teksturer og fragmenter af melodi, møder underfundige subbede baslinjer – musik der morfer sig drømmende afsted, som var det Brian Eno og Miles Davis der mødes i nordisk melankoli, på tysk grund.
Rundet af punkmiljøet i 90’erne og med en lang efterfølgende karriere som jazzmusiker, er Tao Højgaard ikke et ubeskrevet blad på den Europæiske eksperimenterende scene. Års samarbejde med nogle af jazzens største, og en god portion nysgerrighed, har sikret Tao Højgaard både anerkendelse og en plads blandt de allermest fremsynede internationale kunstnere.
Foruden Mute State, byder aftenen på to særdeles erfarne og eftertragtede kvindlige DJ’s. Palmalova og Katrine Ring skræddersyer hver deres individuelle soundtrack, til det smukt oplyste rum, alt imens publikum ligger på puder fordelt på kirkens gulv, og lader sig suge ind i en verden af lyd, lys og rummelighed.
Fra kl. 20.00 er DJ og hovedarrangør bag God Goes Deep Palmalova bag pulten, efterfulgt af DR vært og DJ Katrine Ring, der efter endt musikalsk traktement, igen overlader scenen og rummet til elektroimprovisatoren Mute State.
Alt i alt en aften i nysgerrighedens, nærværets og ikke mindst kunstens tegn.
God Goes Deep, Vor Frue Kirke fredag d.23/9 kl.20:00 med Palmalova (dj), Katrine Ring (dj) og Mute State (live)