Danske SLOWOLF udgiver i dette døgn sin ventede EP “White Feathers”, hvor titelnummeret bla gæstes af den prisvindende New Zealandske Kimbra, som er ved at have godt fat i L.A´s musikbranche.
Men hvem er SLOWOLF??
VI har snuppet en snak med ham.
Hvor og hvornår er du født?
Jeg er født i Århus den 26. juni 1980
Har du nogen uddannelse?
Jeg er uddannet trommeslager på Rytmisk Musikkonservatorium i København.
Hvilken musik er du vokset op til?
Min far er kæmpe musikelsker, selektiv musikelsker. Jeg er opvokset til Jimi Hendrix og John Coltrane buldrende ud af højtalerne, hvilket jeg takker ham for den dag idag.
Hvad gør forårets indtog ved din dagligdag?
Foråret, som omsider er ankommet til DK, er medvirkende til at jeg kan sidde med åbent vindue kl 22.20 og besvare disse spørgsmål på stue 7 på Neonatal Afdelingen på Rigshospitalet hvor min søn Karlo på 8 måneder ligenu ligger og snorker. Han har været indlagt i 2 måneder og en stor del af tiden i respirator. Efter nogle mørke uger hvor lægerne begyndte at miste troen på ham skete der et mirakel og nu er han tæt på topformen igen. Han er den vildeste fighter som jeg allerede, trods hans korte levetid, har lært vildt meget af.
Har du et favorit-spot, hvor du nyder at opholde dig i solen?
Idag sad jeg på skatebanen i Fælledparken sammen med min kæreste, og Karlo’s mor, Alexandra. Vi trængte lige til et break fra hospitalet med sol, kaffe og varm asfalt, skønt sted.
Hvilket Københavnsk kvarter (eller bestemt gade) kan du bedst lide at vandre rundt i?
Jeg har opholdt mig alt for lidt på Christianshavn siden jeg flyttede fra Mols til København for 17 år siden. Kanalerne og bygningerne omkring er noget af det skønneste og smukkeste i København, synes jeg.
Hvor finder man efter din mening Danmarks bedste burger?
Den er svær! Jeg har lige været i Barcelona og der smagte min 11 årige søn og jeg den bedste burger vi nogen sinde har smagt hos Bacoa Burgers, jeg håber de åbner i København en dag.
Vores redaktion skal ud og lave vanvittige events på diverse festivaler i år. Har du et bud på hvad vi SKAL pakke til en dansk festival??
Regntøj.
Har du selv en favorit festival?
Jeg fik lov til at spillede min debut koncert på Roskilde Festival så den vil nok altid betyde noget særligt for mig. På trods af de, efter min smag, lidt bredrøvede hovednavne er det optur at de hvert år giver mange nye og skæve danske og udenlandske navne plads i programmet.
Hvad skal være din hofdrink denne sommer?
Pilsner. Helt klart spændende med alle de der specialøl, men der er ikke noget som slår en kold pilsner, gerne King.
Følg SLOWOLF her: