Kærlighed, musik, Nashville og Århus

Kærlighed, musik, Nashville og Århus

Mød guitaristen, sangerinden og sangskriveren, Kajsa Vala


“It´s ink on paper,

it´s mud on the tires”

Synger Kajsa Vala i åbningslinjerne til den første sang, på sin ny 7-sange-udgivelse, der har været at finde digitalt siden i maj og nu den 1. juli kommer ud i fysiske formater, udgivet af Songcrafter-selskabet i Horsens.

Makes The World Go `Round” hedder sangen og det der “it”, blæk på papir, mudder på dækkene og meget mere i sangen, som får Kajsa Vala`s verden til at dreje rundt, er: musik.

Siger hun ufortøvet, da jeg spørger hende en dejlig lørdag formiddag, hjemme i Århus. Og mig der troede, at hun sang om kærlighed:

-Det kommer ud på ét for mig. Musik er kærlighed, kærligheden til at spille, synge, skrive, komponere har drevet mig siden jeg var en lille pige, slår Kajsa fast.

Første gang jeg stødte på Kajsa Vala var på en Spot-festival et år i første halvdel af 0´erne, hvor hun som teenager var én af 6 piger i den talentfulde soul-R´n´B-gruppe, Resisters. Re-søstrene er forlængst gået hver til deres, Kajsa Vala´s vej siden dengang gik til konservatoriet i Århus og en del frem og tilbage mellem hjembyen og Nashville, hvor hun har et par nu, umuligt opdrivelige albums bag sig.

-De 8 sange, der kommer ud nu, er et udvalg af de 100-vis af sange, jeg har fået skrevet gennem de sidste 7-8 år. Sangene har alle et gran af personlig historie i sig, det her album er et skattekort af fortællinger fra mit liv og er genremæssigt meget bredt, karakteriserer Kajsa Vala.

Som, hvad angår genre, spænder fra den seje rock-riff´ede åbner, Makes The World Go `Round over blues´et og country´et roots til den afrundende ballade og hyldest til musikkens skytshelgeninde, Saint Cecilia.

“There´s no place like that home, you leave to find” ( Prodigal Son )

-I den sang, fortæller Kajsa Vala, -Deal´er jeg med den rodløshed, der lister sig ind, når man, som jeg, kommer rundt i verden. Når jeg er i Nashville, kan jeg længes hjem til Århus, når jeg er i Århus retter længslerne sig ud i verden igen.

Hvordan er det med dig og Nashville?

-Jeg har boet der i flere og længere perioder gennem de sidste 5-10 år. Fordi jeg ikke har haft arbejdstilladelse i USA, har det været meget begrænset, hvor meget jeg, udover private og hjemmekoncerter, har kunnet optræde. Men jeg har alligevel kunnet fungere som sangskriver ved at have aftaler og møde op, mandag til fredag fra 9 til 16 på Nashville´s Music Row.

Hvordan det?

-Jeg har en publishing-aftale derovre, og mit publishing-selskab har fra dag til dag sat mig sammen med en anden sangskriver, sådan helt Tin Pan Alley-agtigt. Vi mødes klokken 9 med guitar og computer, drikker noget kaffe, snakker os ind på hinanden, finder ud af, hvad det er for en sang, vi skal skrive, og inden det bliver fyraften, har vi 2 a-stykker, et b-stykke, et a-stykke og en bridge, en færdig sang.

En brugbar sang, der er lige til at gå i studiet og indspille?

-På en god dag, ja, men det er jo mere stiløvelser og en god træning i at få gjort en sang færdig, frem for at gå og rode med halvfærdige skitser, jeg måske aldrig får forløst.

Det kan så sagtens blive alle andre end mig selv, der kommer til at synge de sange. Hvis de nogensinde bliver sunget, det er op til mit publishing-selskab at få sangene push´et og solgt. Det giver osse en god disciplin i at tænke mere universelt, når man skriver, at tænke frem på, at sangen ikke kun skal kunne synges af mig selv.

Men kan du ikke opleve at vende tilbage til en sang, du var med til at skrive for ét eller flere år siden og så alligevel opdage, at den lige mangler ét eller andet?

-Sådan var det faktisk med Saint Cecilia på det her album. Den skrev jeg med Sonny Lemaire i Nashville og var egentlig meget glad for, men jeg kunne mærke, at den liige manglede et sidste twist, før jeg kunne indspille den. Og nu er den kommet med i en film.

Ja, den der hedder Èn-to-tre—Nu! Hvordan kom Saint Cecilia med der?

-Det var ikke noget, jeg selv havde en intention om, det gik helt af sig selv. Jeg havde lagt en indspilning af Saint Cecilia ud på Soundcloud og så skete der det magiske, at jeg blev kontaktet af én, der havde hørt den og spurgte om han/hun måtte sende den videre til en filmproducer, der stod og manglede en sang. Det kan da ikke skade, tænkte jeg, og sagde straks ja, så nu indgår både Saint Cecilia og en anden sang, Hurricane, fra albummet i filmen, Èn-to-tre-Nu!

Det er to ud af tre sange på albummet, du har skrevet med en Sonny Lemaire. Er han én af dem, du har været på arbejde med på Nashville´s Music Row ?

-Det var der, jeg mødte Sonny, ja. De fleste af dem, man mødes med på Music Row, er kun den ene dag, den ene sang og så videre til den næste. Nogen bliver du venner med, mødes, drikker kaffe, hænger ud med. Men så var der for mig, Sonny Lemaire, som ham, jeg klikkede med, umiddelbart. Sonny er dobbelt så gammel som mig, snart 70, tror jeg, en drengerøv, der spiller bas i et gammelt band. Sonny og mig har skrevet, jeg ved ikke hvor mange sange sammen, vi er meget enige om, hvordan tingene skal siges og skrues sammen. Vi kan blive ved.

Nu er du i Århus. Århus har ikke en musikgade, hvor du kan gå på arbejde og få skrevet en sang hver dag. Hvad gør du så?

-Jeg Skype´r med Sonny, for eksempel. Det er selvfølgelig ikke helt så 9-16-agtigt som i Nashville, det går ud over effektiviteten, men det kan lade sig gøre at skrive sange sammen over Skype.

Til gengæld kan jeg i Århus mere dyrke at skrive i énrum, det er bare en anden slags sange, der kommer ud af det, når jeg skriver alene. Mere indadvendt, mere tankestrømme, sindstilstande, der kan blive til sange. Så er der osse det ved Århus, at den ligesom Nashville, ihvertfald efter amerikanske forhold, er en lille by, en by hvor alle kender alle, hvor tempoet er tilpas til mit temperament, og jeg har et stort netværk af kolleger at arbejde sammen med.

Og hvorfra din verden, osse din musikalske verden går?

-Ja, det lå nu ikke lige til højrebenet, at jeg skulle gå en kreativ vej, begge mine forældre er akademikere, men min far havde en gammel el-spade, som jeg blev interesseret i. Da jeg skulle lære at spille, blev jeg godt nok nødt til at gå på ukulele i to år, fordi mine hænder var så små, men fra jeg gik i 2. klasse og lige siden, har jeg spillet guitar.

Du er uddannet fra konservatoriet som el-guitarist, de fleste piger holder sig til den akustiske?

-Jeg har altid været lidt en drengepige, klatrede i træer, spillede fodbold og min fars el-spade kunne jeg ikke holde fingrene fra. Prince begyndte jeg at lytte til, da jeg var 10, så opdagede jeg Hendrix, og Bonnie Raitt har været en stor inspiration for mig, hendes slide på elektrisk. Jeg elsker osse at spille akustisk, elsker at nørde med åbne stemninger på dobro, mandolin, lapsteel, alt hvad jeg kan finde af strengeinstrumenter, og så er jeg vild med at trykke en solo af på den elektriske.

Pige, kvinde i en mandeverden?

-Det har jeg aldrig tænkt så meget over. Jeg føler mig godt tilpas som pige i det mandsdominerede musikmiljø, det har selvfølgelig betydet noget for mig at have stærke kvinder, rollemodeller som Bonnie Raitt og Sheryl Crow at se op til. Men jeg ved ikke helt, hvad det er, der sker for pigerne, at de dropper ud, slipper musikken, typisk når de kommer i gymnasiet. Drengene er bare mere fanden-i-voldske og kaster sig ud i det, selv om de ikke nødvendigvis er vildt dygtige, og musikken er en usikker levevej.

Det er den osse for dig?

-Jeg kæmper og arbejder hårdt. Jeg har ikke stjernedrømme, det er ikke dét liv jeg går efter. Bare, “bare” at kunne skrive sange, spille, optræde, dyrke min kærlighed til musikken på fuld tid. I Nashville, Århus eller, hvor guitaren og sangene tager mig hen. Og jeg har en advokat i i gang med at skaffe mig et visum med arbejdstilladelse til USA, så jeg får lov til at komme ud og spille og få penge for det, næste gang jeg tager derover.

“It´s in your head, in your heart, it´s in the water

It´s in the sky, it´s in the moon, it´s in the sun

It´s in your mother, in your sons and in your daughters.

And it makes the world go round”

Følg Kajsa Vala her:

https://www.facebook.com/kajsavala

Avatar

Muzeek

Posted in Interviews, Udvalgte musik nyheder
mini_mba

Minuttet før Manegen

Pelle Peter Jensen lige før tæppet falder på CosmopolFarveblindJohn AlcabeanJohn AlcabeanThe RitualFew WolvesRebecca LouJohn AlcabeanWhite PonyLive Johansson (Nordic String Quartet)Mirja KlippelCisserJærv - Ideal BarKonkhraAlpha MaleIda KudoEzi Cut <span>by FOTOGRAF: RONNIE BOYKINS JR.</span>Mund De CarloX Teenage RebelsThe RosaLukas Graham - ForumFablThe SongsCisserKewan Padre - Dansk Melodi Grand Prix 2012Ida KudoXzibitIda KudoMambe DanoMambe DanoThe RitualBenjamin Hav - BenalIda KudoHonkyAuforiVictor Lausten - Hooha4PROAlpha MaleFablMirja KlippelFloors Made Of Lava - Samsø Festival 2009Kasper SpezManus BellBak LindemannFarveblindPilfingerMagermaynThe White DominosIda KudoFarveblindKaliberNovemberDecemberFablPer VersFew WolvesMontiThe White DominosThe SongsThe SongsWhoMadeWhoRebecca LouRebecca LouBak LindemannIdaKudoDune Jelling Festival

  • FOLLOW YOUR FAVORITE ARTIST!
    Subscribe now !